home  



 

Struktur/Figur på rød baggrund og rammer.  Oktober 2025


 
Man har overblik over situationen. Man kan følge vejen rundt og orientere sig. Forbinde prikkerne hvis ikke kunstneren på forhånd havde gjort det.

En prik og en streg i evindelige kombinationer. Nogle gange forholder de sig til rammer, vokser ud af dem. Andre gange frit svævende/stående på den røde baggrund. Lodret – vandret og alle mulige skrå positioner? Forskellige spilleregler for organisering af de hvide elementer. Hvide linjestykker sammenkæder runde prikker i sammenhængende strukturer. Strukturerne ligger ned som landskaber, men kan rejse sig op og blive til figurer.

Dertil en gennemgående rød baggrund. Heftig farve og en effektiv kontrast til de hvide og sorte streger og prikker. Samtidig også lidt transparent og ujævn med spor af rettelser og tidligere forsøg.

Jeg griber tilbage til noget, jeg var i berøring med i min tidlige fase efter akademiet. Prikker der vandrer og en lige og en buet.


Ole Tophøj


 

Tabe ansigtet i altankassen. 26.12.2017 (og 2025)

Stedmorblomst - genforhandlet.

Det fine akvarelagtige ved farverne i et billede af en stedmorblomst – Og det grove og forhutlede, den latterlige retro herre skægmode. En fuckface tatovering lige midt i alt det hudfarvede. Skønhed og vulgær maskulinitet i én og samme figur. Hvordan kan en blomst med sådan en skovsnegl af en moustache få det kvindelige navn stedmoder? Med mindre det er en maske, hun har taget på. Det sætter spørgsmål ved hele stedmorblomstens identitet.

Jeg skulle væk fra det fastlåste stivnede og frem til et mere flydende spontant maleri. Det er lettere sagt end gjort og det tager tid. Men blomster kunne måske blive min indgang. De har hjulpet andre malere før mig, måske er det et vidundermiddel. Plantemedicin. De første stedmorblomster var lidt stive, men efterhånden løsner det op. Kan det blive endnu mere let og flydende?

Og farver, ja tak, gerne mere kul på.

Jeg er ikke forpligtet af motivet, ingen realisme her. Jeg har friheden til at flytte rundt på tingene (blomsterne) Jeg kan udelade noget, jeg kan tilføje noget. Jeg kan ændre farverne. Jeg kan gøre, som jeg vil – skalte, valte og komponere.

Udgangspunktet for billedet er fotos, jeg har taget i altankassen. Jeg forenkler og rydder op. Hvis jeg er utilfreds med noget i billedet, laver jeg det om. Det kan jeg i princippet gøre i det uendelige, så hvornår skal jeg stoppe og erklære maleriet færdigt? Det er altid et godt spørgsmål. Det tænker jeg tit over.


Her i 2025 har jeg taget stedmorblomsterbillederne op til en ny kritisk gennemgang, der resulterer i nye overmalinger, ændringer nye hoveder. I hvert fald 4 stedmorbilleder er blevet ændret i større eller mindre grad. Det hænger sammen med at jeg sendte 2 billeder ind til et Open Call foretagende kaldet Teravarna der spurgte efter blomsterbilleder og af den grund havde stedmorserien oppe til eftersyn 10 år efter første gang.


Motivet bag Ole Tophøj - billedkunstner. januar 2025


Jeg udskiller et enkelt motiv fra verden, og underkaster det en billedmæssig undersøgelse i malerisk form. Jeg bruger motiver fra nyhedsstrømmen, som jeg tager fra internettet. Men også noget, der kommer ind på tværs af al logik. Jeg har malet spande og tekander, meget konkrete ting. Er det så en opstilling? Nej, ikke i traditionel forstand, det er flade former i et farvet rum.

Jeg holder fast i maleriet som mit medie og forsøger efter bedste evne at holde det kørende. Ved at overføre motiverne til maleri får de en anden og fornyet mulighed for at blive til. De er blevet skilt ad og samlet igen nu som maleri, for mit projekt er maleri, det er det, det handler om her.

Jeg viser tingene (motiverne) tydeligt fra deres mest karakteristiske side. En tekande ses fra siden, så dens karakteristiske udseende træder tydeligt frem. Hvad opnår man ved at male tingene, spanden eller tekanden? Man opretholder eksistensen. Man insisterer på dem – at de findes. Også udenfor maleriet. I virkelighedens verden. De kan genkendes. Jeg tænker ikke, at de symboliserer noget uden for dem selv. De repræsenterer kun sig selv. Ovenikøbet kun som flade skygger. Er der et modsætningsforhold mellem spand og tekande? Der er en ansats til en historie, men den folder sig ikke videre ud.

Min produktion af malerier kan inddeles i serier, der hver især har et bestemt motiv, der bliver vendt og drejet. Det kan være de allerforskelligste ting, jeg kaster mig over. Det kan være spiraler, stedmorblomster, tekander eller spande, hvadsomhelst. Min far havde en afrikansk træskulptur, som forestiller 3 personer, der sidder ovenpå hinanden som et tårn. Klart jeg besluttede mig for at male den.

Jeg søger som alle kunstnere efter motiver i udkanten, i det oversete. Ikke i det velkendte. Lader tingene være åbne, uforklarede. Jeg viser bare tingene frem. Hvorfor feks. trommeslagere? Fordi de er der. Det samme med stedmorblomster.

Jeg arbejder med et tema i en periode. Når temaet er udtømt og fascinationen aftager, springer jeg over og begynder et andet sted. Det er blandt meget andet blevet til en fotoserie med skagensmalerne i profil. En serie malerier på papir over ”De Hovedløse”. En serie udsavede mdf-plader forestillende konfronterende voldsmænd ”Bande”. En serie maleri på papir ”stedmorblomster”. Runde computertegninger. Tilsammen udgør de Verden – Summen af det hele. Der er truffet et valg. Trommeslageren er inde. Resten af bandet er ude. Fokus. Afgrænsning. Indramning. Én ting ad gangen. Overskuelighed.

Alt det og meget mere. Svært at forklare sammenhængende om så usammenhængende en arbejdsmetode. Men ved at springe rundt på må og få – se hér, se hér - kommer jeg måske til sidst hele vejen rundt og får skabt en altomfattende samling af motiver, en encyklopædi. Et naivt ønske måske, men jeg kender ingen bedre metode.

 


Tændstikmænd - Jubelscener. Og stiger. Og ild.


En simpel tegning. Tændstikmændene er bygget som forenklede modeller af mennesket. En fortsættelse af Nikolaj, prik, prik, komma, streg – et ansigt. En krop. De agerer med en tydelig, overdreven gestik, Stort smil, Hænder og arme hævet flagrende over hovedet.

De balancerer på stiger og trodser tyngdekraften fulde af selvtillid. Halsbrækkende ser det ud, men de er ikke til at skyde igennem. Der er virkelig plads til begejstring, jubel, store armbevægelser. Før var vi tilbageholdende, nu er vi blevet mere kropsligt ekspressive, ja nærmest overgearede. Lige som sproget udvikler sig, udvikler kroppens sprog sig også.

De har scoret et mål eller vundet en million i en tv-konkurrence og ønsker spontant at give begejstringen luft. Øjeblikket eksploderer i jubel. Vi har set det til overmål i Tvs medievirkelighed.

Ifølge eksperter er det vigtigt at kunne give udtryk for begejstring. Det virker ekstra motiverende. Begejstring avler mere begejstring og styrker selvtilliden, så man kan yde endnu mere.

Tændstikmænd er lavet af brændbart materiale. Derfor er de let antændelige. Med ekstasens ild flammende i brystet skal der kun en gnist til for at antænde ilden og de brænder op på et øjeblik.

Der er trængsel på stigerne. Mange har noget at juble over. Op ad stiger og ned igen med retning mod Exit. Ud skal de. Der er mange andre, der venter på deres tur.


August/september 2025
Ole Tophøj.


 

 

                                                             "Murbrokker" Maleri baseret på AI.


Jeg har brugt et tekstbaseret billedgenereringsprogram hvor jeg sprogligt formulererer en opskrift for dannelse af det enkelte billede. Hvad skal billedet indeholde, hvilke farver etc. Feks. ”Lav et billede med 4 stilladsarbejdere, der ved hjælp af stiger, stilladser trillebøre og redskaber arbejder med genopbygning af huse i en sønderbombet by som feks. Gaza.” Jeg har aldrig formuleret et billede så explicit sprogligt før jeg går i gang.

Jeg har ofte brugt fotos til at male efter, feks. Billeder fra internettet med et bestemt indhold, feks. Demonstration, gadekamp. Fotografen har været til stede og fotograferet.

AIs forslag til billeder er genereret af utallige stumper og fragmenter, der skal sættes sammen for at blive til et billede,der opfylder kommandoens opskrift. Der dannes er et konstrueret billede, som simulerer en virkelighed dannet af AI. Og AIs lager hvorfra det henter billederne, forekommer uendeligt. Hvis jeg beder om et nyt billede ud fra den samme opskrift, så kommer der bare et nyt billed forslag.

Det ser realistisk ud, men ved nærmere eftersyn alligevel ikke. Når man kigger nærmere efter viser det sig at detaljer og enkeltdele er placeret lidt alternativt, eller lidt sjusket, lidt gnidret. Sammenføjningerne af enkeltdelene hakker lidt i det. Det er tilknytningen til virkeligheden, der ikke er naturligt sammenhørende. Måske fordi oprindelsen er sproglig og ikke fotografisk .

Til gengæld er der ikke nogen stor forskel i mit praktiske forhold til billedet, for det AI-genererede billede ligner ved et hurtigt blik et foto, så jeg behandler det som sådan - et forslag, som jeg kan tage det fra, som jeg kan bruge og lade resten ligge.

Der er visse direkte fejl i logikken, misforståelser i opbygningen af billedet, der stammer fra AI. Nogle af dem tager jeg gladeligt imod og viderebringer direkte. Det kan være at stiger ligesom vokser organisk og slynger sig som planter. Eller at menneskefigurer ikke fuldføres, men mangler et hoved, et ben eller arm. Det er ikke noget problem for mig, jeg tilføjer eller retter bare efter behov.

Hvordan kan man se Ais indflydelse på mit maleri? Stigerne, der slynger sig som planter og det dybe perspektiv i gaden, det store X - det kunne jeg ikke have fundet på, jeg har altid malet flade billeder, så det er ny inspiration for mig. Lidt af en revolution.

Ole Tophøj maj 2024

 

 
 

"Rubble." Paintings based on AI. 29.05.2024


 
I have used a text-based image generation program, where I input a recipe for creating the individual image. What should the image contain, which colors etc. Eg. "Make a picture with 4 scaffolding workers who, with the help of ladders, scaffolds, wheelbarrows and tools, are working on the reconstruction of the houses in a bombed-out city such as Gaza.” I have never previously formulated an image so explicitly in words before I get started.
I have often used photos to paint from, e.g. Images from the Internet with specific content, e.g. demonstrations, street fights. where the photographer had been present and photographed it.
 
Here the AI's suggestions for images are generated from countless bits and pieces that must be put together to form an image that fulfills the recipe. The result is a constructed image that simulates a reality formed by the AI. And the AI's storage from which it retrieves the images appears infinite. If I ask for a new picture based on the same recipe, a new suggestion for a  picture will appear.
It looks realistic, but on closer inspection it is not. When you look more closely, it turns out that details and individual parts are placed a little alternatively, or a little sloppy, not sharply. The joining of the individual parts are a little abrubt. It is the relationship with reality that is not quite natural. Perhaps because the origin is linguistic and not photographic.
 
On the other hand, there is not a big difference in the way I use the image from my normal practice, because the AI-generated image looks like a photo at a quick glance, so I treat it as such - a suggestion where I can use what I want and leave the rest.
There are certain direct errors in the structure or logic of the picture, certain misunderstandings in the construction of the image that originate from AI. Some of them I gladly accept and use directly. It can be ladders that seem to be growing organically and wind their way like plants. Or that human figures are not complete but are missing a head, leg or arm. It's not a problem for me, I just add or correct as needed.
 
How can you see the influence on my painting? The ladders that wind like plants and the deep perspective - I wouldn't have come up with that, I've always painted flat pictures, so it's new inspiration for me.
 

 

 
 

”Hjemme hos”. Maleri marts 2023


Jeg har taget udgangspunkt i Henrik Saxgrens fremragende fotos fra fotobogen ”Krig og kærlighed” om indvandringen i Norden, 2006. Fotografier af folk, der er kommet langvejs fra og af forskellige årsager er landet her i vores nordiske lande. Vi ser dem stå i deres stuer. I deres hjemlige omgivelser.

Jeg maler efter fotografierne. Hvorfor og hvad vil jeg have ud af det? Hvad vinder billedet ved at blive transformeret fra foto til maleri? Det får efter min mening tilført noget i fysikalitet - materiale, størrelse og farve, som fotografiet ikke har.

Jeg siger godt nok at jeg har malet efter fotografierne, men jeg har ikke tilstræbt hverken portrætlighed eller fotorealisme. Snarest tværtimod. Jeg ønsker ikke at maleriet skal ligne fotografiet, så jeg maler med løs hånd, hvorved maleriet fjerner sig fra det originale portræt foto. Der opstår en anden, en helt ny ukendt person som ikke er den fra fotoet. Det er en overraskende og stimulerende oplevelse, der så langt overtrumfer at forsøge at male den samme som på fotografiet. Mit maleri er ikke en kopi af Henrik Saxgrens fotografi, men er udsprunget af det og en reaktion på det.

Som maler stiller man konstant sig selv spørgsmålet: Hvad skal jeg male? Mulighederne for at finde et motiv, der ikke er overrendt og som samtidig giver mening at beskæftige sig med, kan føles næsten udtømte efter maleriets århundredgamle historie. Kunstneren føler han skal forsøge at lave noget nyt. Kravet om originalitet har altid været kunstens følgesvend.

Med mindre vi taler om appropriation, som går ud på at tage et eksisterende motiv fra en anden ophavsmand og gøre det til sit eget. Det har flere kunstnere praktiseret. Det er blevet en kunstnerisk legitim måde at skabe et originalt kunstværk på. Det er nok værd at diskutere en anden dag .

Maleriet bliver anderledes end fotografiet. Der tilføres noget andet i processen. En skønsom blanding af tilfældigheder, malerens fortolkninger, upræcisioner, misforståelser og indskydelser, maling, et nyt lag af materialitet. Alt dette lægger sig som en ny hud i det malede billede.


                                                                               Ole Tophøj

 

"Home at". Painting March 2023

 

As a starting point, I have taken Henrik Saxgren's excellent photos from the photo book "War and love" about immigration in the Nordics, 2006. Photographs of people who have come from far away and for various reasons have ended up here in the Nordic countries. We see them in their living rooms. In their home environment.
 
The photographs inspire my painting work. Why and what do I want to get out of it? What does the image gain by being transformed from photo to painting? Well, it adds something in physicality - material, size and color - that the photograph does not have.
I say that the photographs inspire my painting, but I have not aimed for either portraits or photorealism. Quite the contrary. I don't want the painting to look like the photograph, so I paint with a loose hand, whereby the painting distances itself from the original portrait photograph. Another person appears, a completely new unknown person who is not the one from the photo. It is a surprising and stimulating experience that far surpasses painting the same as in the photograph. My painting is not a copy of Henrik Saxgren's photograph, but has sprung from it and can be seen as a reaction to it.

As a painter, you constantly ask yourself the question: What should I paint? The possibilities of finding a motif that is not overexposed and which at the same time makes sense to deal with can feel almost exhausted after the century-old history of painting. The artist feels he must try to make something new. The demand for originality has always been the companion of art.
Except when we are talking about appropriation, which involves taking an existing motif from another creator and making it one's own. Several artists have practiced it. It has become an artistically legitimate way to create an original work of art. It is probably worth discussing another day.
 
The painting will be different from the photograph. Something else is added in the process. A wonderful mixture of coincidences, the painter's interpretations, inaccuracies, misunderstandings and interjections, adds a new layer of materiality. All this appears as a new skin in the painted picture.

 
                                                                               
 
   

”Tupilaq (Grønland)”

Akrylmaleri på papir. De fleste 65x100 cm, enkelte større.

Tupilak er vredens og hævnens figur. Tupilak – stedfortrædende kriger. Når vi mennesker skal holde masken og spille det civiliserede spil, mens vi samtidig har vores blodtørstige små rovdyr ude for at dræbe og hævne.

Tupilak – stedfortrædende kriger. Du sender en tupilak mod din fjende og kan selv sidde derhjemme i fred og ro, mens tupilakken gør det af med ham. Tupilakken er en sej lille kriger. Den svømmer langt i de iskolde vande for at nå frem til fjenden og konfrontere ham. Satans udholdende. Den er bevæbnet med din krigeriske vrede. Tupilakken er et våben, et langdistancevåben affyret af dig. Du har fingeren på aftrækkeren. Det er din vrede, dit had, din krig.

Uretfærdighed udløser vreden og ønsket om hævn. Er man blevet uretfærdigt behandlet, og hvem er ikke det – så skal vreden udløses. Dampen skal lukkes ud.

Vreden er en farlig drivkraft. Nogen kommer til skade, hvis den ikke styres.

Som ved alle dødbringende våben, er der en alvorlig risiko ved brug af tupilak, og det er, at hvis fjendens åndelige kraft er større end din, og det kan man jo ikke nødvendigvis vide på forhånd. Hvis det er tilfældet, kan tupilakkens ødelæggende kraft vendes mod dig selv og slå dig ihjel. En forfærdende rekyl.

Tupilakken er i gammel tid fremstillet af åndemaneren ud af lidt dyreknogler, noget der tilhørte offeret, klude etc. Så blev der sunget og messet over den, og den blev vakt til live ved at suge på ejerens kønsdele. Dens kendetegn er opspilede øjne, næsebor og et stort gab med tænder, ofte stående med en dyremaske mellem benene.

Luft og vand er tykt af tupilakker på vej hid og did for at hævne uretfærdigheder. Der er rigtig mange af dem ude på mission, for der er begået rigtig mange uretfærdigheder, der skal hævnes. Under havoverfladen er trafikken tæt. Blandt de indædt fremadjagende målbevidste tupilakker er der også mange venligsæler og andre fisk. De er ikke part i vredens og hævnens algoritmer.

Venligsæler er søde og sympatiske. De har ikke noget med tupilakkerne at gøre. De er modsætningen til de psykopatisk fræsende tupilakker. De kommer med fred. Venligsælerne smiler meget. De har ingen dagsorden, de lever i nuet.


Ole Tophøj, november 2020 rev. januar 22

"Tupilaq (Greenland)"

Acrylic painting on paper. Most 65x100 cm, some larger.

A Tupilaq is the figure of anger and revenge. Tupilaq – Deputy Warrior. When we humans have to keep a straight face and play the civilized game, while at the same time we have our bloodthirsty little predators out to kill and take revenge.

Tupilaq – Deputy Warrior. You send a tupilaq against your enemy and can sit at home in peace and quiet while the tupilaq gets rid of him. The tupilaq is a cool little warrior. It swims far in the icy waters to reach the enemy and confronts him. Satan's persistence. It is armed with your warlike rage. The tupilaq is a weapon, a long-range weapon fired by you. You have your finger on the trigger. It is your anger, your hatred, your war.

Injustice triggers anger and the desire for revenge. If you have been treated unfairly, and who has not - then the anger must be unleashed. The steam must be let out.

Anger is a dangerous driving force. Someone will get hurt if it is not controlled.

As with all deadly weapons, there is a serious risk in using a tupilaq, and that is if the enemy's spiritual power is greater than yours, and you cannot necessarily know that in advance. If so, the destructive power of a tupilaq can be turned against you and kill you. A terrifying recoil.

In ancient times, the tupilaq was made by a shaman out of some animal bones, something that belonged to the victim, rags, etc. Then it was sung to and massaged, and it was brought to life by sucking on the owner's genitals. Its distinguishing features are bulging eyes, nostrils and a large mouth with teeth, often standing with an animal mask between its legs.

The air and waters around us are thick with tupillaqs on their way here and there to avenge injustices. There are a great many of them out on missions, because a great many injustices have been committed that must be avenged. Below sea level, traffic is heavy. Among the fierce, targetseeking tupilaqs, there are also many friendly seals and other fish. They are not party to the missions of anger and revenge.

Friendly seals are cute and likeable. They have nothing to do with the tupilaqs. They are the opposite of the psychopathically hunting tupilaqs. They come in peace. The friendly seals smile a lot. They have no agenda, they live in the moment.

 


 

 
 


De Hovedløse er uønskede i Danmark

I de uvejsomme områder i udkanten af verden, hvor hvide mennesker endnu ikke havde sat deres fod blev de hovedløse fundet af hvide opdagelsesrejsende i 1300tallet. Også mange andre arter, racer og fænomener blev fundet af europæere i den tid, og beskrevet i fortællinger, der blev spredt i Europa via håndskrifter og illustrationer, for eksempel skyggefødder, hundehoveder, kykloper, kentaurer, havfruer m.fl. De blev opdaget og beskrevet som en slags antropologisk projekt. De blev ikke koloniseret og udbyttet som indianerne blev 2 århundreder senere, da spanierne opdagede Amerika omkring år 1500. Men måske skyldtes det ikke europæernes humanisme, men nærmere, at man ikke kunne finde dem igen.

Eksotiske dyr som elefant, giraf og andre, har været lige så fremmedartede og sensationelle, men har alligevel hørt til det virkeliges verden, ved vi nu. Har de hovedløse hørt til i den virkelige verden eller har der været tale om fantasi og indbildning? Vi er tilbøjelige til at placere dem i afdelingen for fantasi og fiktion, da vi ikke har antruffet dem på jorden siden. Skillelinjen mellem det virkelige – naturen – og det fiktive har været svag. Fantasiverdenen og usynlige fænomener har haft en stor plads i middelalderens virkelighed. Man har ikke haft forudsætninger for at skelne. Autoriteterne (kirken) har godkendt fabelvæsenernes eksistens. Dermed har de eksisteret.

Men nu de hovedløse – de er ikke sammensatte væsener som f. eks. Kentaurerne. De ligner sådan set bare mennesker, der er alternativt sat sammen. Vanskabninger for at sige det ligeud. Hvis man nu forudsætter, at de findes... Hvis de nu dukkede op igen og kom til Europa ligesom flygtninge og indvandrere fra andre lande. I de samme synkefærdige småbåde over Middelhavet. Hvordan ville vi tage imod dem? Kan de integreres i vores samfund? Hvad kan de overhovedet? Kan de fungere i vores civilisation? Er der muligheder i showbusiness? Eller bliver de, hvis de kommer hertil, udstødte, der må overleve som flaskesamlere og tiggere sammen med zigøjnerne.

Men den fysiognomi – med ansigtet applikeret på brystet på den måde kan der næppe være plads til meget hjerne mellem lungerne. Og hvad med bevidsthed? Kender de sig selv? Og hvad ellers har der måttet spares på i deres biologiske komposition? At holde hovedet højt er de selvsagt ikke i stand til. Er de derfor uden stolthed? Uden hoved er de 30 centimeter lavere end mennesket. De er små. Vi kan se ned på dem.

Ole Tophøj

august 2016

The Headless are unwanted in Denmark

In the remote areas at the edge of the world, where Europeans had not yet set foot, the headless were found by european explorers in the 14th century. Many other species and phenomena were also found by Europeans at that time, and described in stories that were spread in Europe via manuscripts and illustrations, for example shadow-feet, dog-heads, cyclops, centaurs, mermaids and others. They were discovered and described as a kind of anthropological project. They were not colonized and expoited like the Indians was a few centuries later, when the Spaniards came to America around the year 1500. But maybe it was not due to the Europeans' humanism, but rather that they could not be found again.

Exotic animals such as elephants, giraffes and others, have been equally alien and sensational, yet have belonged to the real world, we now know. Did the headless belong in the real world or was it a matter of imagination? We tend to place them in the fantasy and fiction department as we have not encountered them since. The dividing line between the real – nature – and the fictional has been weak. The world of fantasy and invisible phenomena have had a large place in the reality of the Middle Ages. They did not have the prerequisites to distinguish. The authorities (the church) have approved the existence of the mythical creatures. Thus they have existed.
Now take the headless ones – they are not composite beings like, for example, the centaurs. They more look like people who are alternatively put together. Deformities to put it bluntly. Assuming that they exist... If they reappeared and came to Europe like refugees and immigrants from other countries. In the same small boats ready to sink across the Mediterranean. How would we receive them? Can they be integrated into our society? What can they even do? Can they work in our civilization? Are there opportunities in show business? Or, if they come here, will they become outcasts who have to survive as bottle collectors and beggars along with other groups.

But that physiognomy – with the face applied to the chest like that, there can hardly be room for much brain between the lungs. And what about consciousness? Do they know themselves? And what else has had to be saved in their biological composition? Of course, they are not able to hold their heads high. Are they therefore without pride? Without a head, they are 30 centimeters lower than humans. They are small. We can look down on them.

 


 

 
 

Tekande malerier - Tilbage til T.                                                                   6.12.2023


En tekande er en nostalgisk ting, men alligevel også en nyttegenstand. Det er et eksempel på en ting, der har en genkendelig form. Gennem tiden er den blevet en klassisk form og et velkendt tegn. Det har den tilfælles med PH-lampen, som jeg har brugt som motiv tidligere. Begge motiver afgiver energi/varme. Et kraftværk i lille skala. En model.

Formen – en cirkel med greb og tud. Alle funktioner enkle og brugbare, tydeligt aftegnet og aflæselige. Næsten allerede et billede. Tekanden har en rumlig tredimensional form i virkeligheden. Jeg bruger kun den todimensionale til mit billede. Billedet er fladt.Tekanden får følgeskab af et lille udvalg af forskellige andre flade former: spand, fisk, etc.

Der sker noget, når de mødes. Ikke fordi de fortæller historier. De griber ud efter hinanden og skaber relationer. Nogen af formerne overlapper hinanden og danner fællesmængder bestående af flere former. Det er en begivenhed men ingen historie. De er der bare.

Spand – tekande. Begge ting er beholdere. De kan indeholde noget, ovenikøbet noget flydende. Det fordrer en tæt grænse, en tæt kontur. Flydende – Dér kommer fisken ind i billedet. En sproglig association. Fisken er ikke en ting. Den er et levende væsen sat ind i en form som er en spand. En fisk i en spand. Det er en naturlig og almindelig ting. Hvis spanden vender på hovedet, spørger du. Løber indholdet ud? Ikke i maleriet.


 

Teapot paintings - Back to T. 6.12.2023 


A teapot is a nostalgic item, yet also a useful item. It is an example of a thing that has a recognizable shape. Over time, it has become a classic shape and a well-known sign. It has that in common with the Danish PH lamp, which I have used as a motif in the past. Both motifs emit energy/heat. A power plant on a small scale. A model. 

The shape – a circle with a handle and a spout. All its functions are simple and usable, clearly marked and legible. Almost already a picture. The teapot has a spatial three-dimensional shape in reality. I only use the two-dimensional one for my image. The image is flat. The teapot is accompanied by a small selection of various other flat shapes: bucket, fish, etc.

Something happens when they meet. Not because they tell stories. They reach out to each other and create relationships. Some of the forms overlap each other and form common sets consisting of several forms. It is an event but not a story. They're just there.

Bucket - teapot. Both things are containers. They can contain something, even something liquid. It requires a tight border, a tight contour. Floating – That's where the fish comes into the picture. A linguistic association. The fish is not a thing. It is a living being put into a form which is a bucket. A fish in a bucket. It is a natural and common thing. If the bucket turns upside down, you ask. Is the content leaking? Not in this painting.

 

 
 

Ole Tophøjs foto / maleri.

 

Fotografiet er en central ting i samtidskunsten generelt såvel som i mit kunstneriske arbejde.Når jeg arbejder med fotografi tager jeg udgangspunkt i egne eller andres fotos der bearbejdes videre i photoshop til en tilstand, hvor det oprindelige foto er blevet endevendt og der er taget stilling til billedelementerne ud fra en forestilling om billedets formål og idé. Det er en arbejdsmetode, der minder nok så meget om maleriets. Det skal igennem en længere proces fra det oprindelige foto til det færdige billede. Men hvor maleren starter med et hvidt lærred starter det digitale computerarbejde med et foto, der så skal blive til et billede ved hjælp af oprydning, redigering, bearbejdning.

 

Ole Tophøj august 2012

 

 
Photography is a central thing in contemporary art in general as well as in my artistic work. When I work with photography, I start from my own or other people's photos which I then process in Photoshop to a state where the original photo has been rearranged and a decision has been made about the image's elements based on an idea of the image's purpose and idea. It's a working method that is very similar to that of painting. It has to go through a longer process from the original photo to the finished image. But where the painter starts with a white canvas, the digital computer work starts with a photo, which must then become an image with the help of cleaning, editing and processing.
 
 

 

 

CV - OLE TOPHØJ
Født 1954. Uddannet på Kunstakademiet, København 1980 - 86.

Udvalgte udstillinger:

Tupilak”. Maleri.
Clausen/Rathnov Galleri 2021.

 "Bande". Installation.
Galleri North, marts 2013.

"Træ, papir, saks". Skulptur og maleri. Sammen med Begona Goyenetxea og Ole Broager.
Gall. Bie & Vadstrup, København. Juni 2012.

 "Fra bord til væg - og omvendt". Maleri og keramik. Sammen med Anne Tophøj.
Clausens Kunsthandel, maj 2012.

 "2 malere ringer på". Maleri sammen med Thomas Kiær.
Møstings Hus, Frederiksberg, febr. 2012.

 "Kvadrat, Cirkel og Bedøvende Orange". Maleri
Galleri North. 2009

"Digitale billeder". Foto
Galleri 360°. 2007

”Hoved og Bold”. Foto.
Clausens Kunsthandel. 2006.

Fiskerkavalkade”. Foto. 2005.
Nordjyllands Kunstmuseum, Ålborg.

Interim”. Maleri. Gruppeudstilling.
Den Frie.2003 og 2005.

Kunststofkunst”. Gruppeudstilling.
Teknisk Museum, Helsingør. 2002.

Fotoudstilling
Clausens Kunsthandel. 2002.

"Zebra". Gruppeudstilling.
Den Frie. 2000, 2001 og 2002.

"16". Gruppeudstilling.
Den Frie. 2001.

"Skiftende Hoveder". Foto.
Clausens Kunsthandel. 1999.

 

Solgt til Statens Kunstfond, Nordjyllands Kunstmuseum m.fl.
Modtaget legat fra Statens Kunstfond 2006.
Medlem af Kunstnersamfundet og
Billedkunstnernes Forbund.
www.clausenskunsthandel.dk

 

 

Kontakt
Ole Tophøj
Avnedevej 3
2730 Herlev
oletophoej@gmail.com
2063 2454