”Hjemme hos”. Maleri marts 2023

Jeg har taget udgangspunkt i Henrik Saxgrens fremragende fotos fra fotobogen ”Krig og kærlighed” om indvandringen i Norden, 2006. Fotografier af folk, der er kommet langvejs fra og af forskellige årsager er landet her i vores nordiske lande. Vi ser dem stå i deres stuer. I deres hjemlige omgivelser.

Jeg maler efter fotografierne. Hvorfor og hvad vil jeg have ud af det? Hvad vinder billedet ved at blive transformeret fra foto til maleri? Det får efter min mening tilført noget i fysikalitet - materiale, størrelse og farve, som fotografiet ikke har.

Jeg siger godt nok at jeg har malet efter fotografierne, men jeg har ikke tilstræbt hverken portrætlighed eller fotorealisme. Snarest tværtimod. Jeg ønsker ikke at maleriet skal ligne fotografiet, så jeg maler med løs hånd, hvorved maleriet fjerner sig fra det originale portræt foto. Der opstår en anden, en helt ny ukendt person som ikke er den fra fotoet. Det er en overraskende og stimulerende oplevelse, der så langt overtrumfer at forsøge at male den samme som på fotografiet. Mit maleri er ikke en kopi af Henrik Saxgrens fotografi, men er udsprunget af det og en reaktion på det.

Som maler stiller man konstant sig selv spørgsmålet: Hvad skal jeg male? Mulighederne for at finde et motiv, der ikke er overrendt og som samtidig giver mening at beskæftige sig med, kan føles næsten udtømte efter maleriets århundredgamle historie. Kunstneren føler han skal forsøge at lave noget nyt. Kravet om originalitet har altid været kunstens følgesvend.

Med mindre vi taler om appropriation, som går ud på at tage et eksisterende motiv fra en anden ophavsmand og gøre det til sit eget. Det har flere kunstnere praktiseret. Det er blevet en kunstnerisk legitim måde at skabe et originalt kunstværk på. Det er nok værd at diskutere en anden dag .

Maleriet bliver anderledes end fotografiet. Der tilføres noget andet i processen. En skønsom blanding af tilfældigheder, malerens fortolkninger, upræcisioner, misforståelser og indskydelser, maling, et nyt lag af materialitet, Alt dette lægger sig som en ny hud i det malede billede.

                                                                               Ole Tophøj

Maler maler væg rød.        07.01.22

At male - bare male
Det er mig, der maler.
Små pensler, store pensler, ruller.
Se, jeg maler en te kande.
Og jeg maler rødt.
Røde vægge, røde rum. Masser af rødt.
Over det hele.

”Tupilakakrylmaleri”

Akrylmaleri på papir. De fleste 65x100 cm, enkelte større.

Tupilak er vredens og hævnens figur. Tupilak – stedfortrædende kriger. Når vi mennesker skal holde masken og spille det civiliserede spil, mens vi samtidig har vores blodtørstige små rovdyr ude for at dræbe og hævne.

Tupilak – stedfortrædende kriger. Du sender en tupilak mod din fjende og kan selv sidde derhjemme i fred og ro, mens tupilakken gør det af med ham. Tupilakken er en sej lille kriger. Den svømmer langt i de iskolde vande for at nå frem til fjenden og konfrontere ham. Satans udholdende. Den er bevæbnet med din krigeriske vrede. Tupilakken er et våben, et langdistancevåben affyret af dig. Du har fingeren på aftrækkeren. Det er din vrede, dit had, din krig.

Uretfærdighed udløser vreden og ønsket om hævn. Er man blevet uretfærdigt behandlet, og hvem er ikke det – så skal vreden udløses. Dampen skal lukkes ud.

Vreden er en farlig drivkraft. Nogen kommer til skade, hvis den ikke styres.

Som ved alle dødbringende våben, er der en alvorlig risiko ved brug af tupilak, og det er, at hvis fjendens åndelige kraft er større end din, og det kan man jo ikke nødvendigvis vide på forhånd. Hvis det er tilfældet, kan tupilakkens ødelæggende kraft vendes mod dig selv og slå dig ihjel. En forfærdende rekyl.

Tupilakken er i gammel tid fremstillet af åndemaneren ud af lidt dyreknogler, noget der tilhørte offeret, klude etc. Så blev der sunget og messet over den, og den blev vakt til live ved at suge på ejerens kønsdele. Dens kendetegn er opspilede øjne, næsebor og et stort gab med tænder, ofte stående med en dyremaske mellem benene.

Luft og vand er tykt af tupilakker på vej hid og did for at hævne uretfærdigheder. Der er rigtig mange af dem ude på mission, for der er begået rigtig mange uretfærdigheder, der skal hævnes. Under havoverfladen er trafikken tæt. Blandt de indædt fremadjagende målbevidste tupilakker er der også mange venligsæler og andre fisk. De er ikke part i vredens og hævnens algoritmer.

Venligsæler er søde og sympatiske. De har ikke noget med tupilakkerne at gøre. De er modsætningen til de psykopatisk fræsende tupilakker. De kommer med fred. Venligsælerne smiler meget. De har ingen dagsorden, de lever i nuet.

Ole Tophøj, november 2020 rev. januar 22

En arm og en tekande. Tingmaleri.

Selv om IT og virtual reality er her, lever vi stadig og samtidig i den gammelkendte virkelighed med alt, hvad det indebærer af møje og besvær. Vi kommer aldrig ud af afhængigheden af tingene. Vi har brug for dem, de hjælper os med de daglige gøremål.

En ny ting kan føles ligegyldig og udskiftelig, hvorimod en gammel brugt ting gradvis opnår personlighed og derigennem en tiltagende menneskelighed, hvorfor de til slut kan ende med at få malet ansigt på. Ophøjet til noget menneskeligt ligesom i Disneys og HC Andersens eventyr, hvor legetøjet får liv.

Der er et system, et hierarki mellem alle ting i verden, hvor målestokken er hvor tæt på mennesket, tingen befinder sig. Jo tættere på mennesket, jo højere placering. Tingene kan bevæge sig på denne skala fra bunden mod toppen. Med tiden bliver relationen til mennesket tættere.

Eksempel: Tekanden er helt klart en højere stående ting på ranglisten end spanden. Fremstilling af tekanden har krævet flere ressourcer end fremstilling af spanden. Tekanden hører til i kultureliten. Slitagen er minimal, den holder længe. Spanden derimod hører hjemme i grovproduktionen. Den slides op, smides ud og erstattes.

Én ting er, at... kan man starte en sætning med og derved sætte tingene op imod hinanden. Men en ting er først og fremmest en ting. Det gælder også en spade. En spade er en spade, kan man også starte en sætning med, og dermed mener man, at skære igennem nydelig indpakning og gå til benet. Det har ovenikøbet en folkelig resonans. Fordi alle ved, at politikere taler udenom og forskønner tingene, er der et behov for at gennemskue, hvad det drejer sig om. En rose er en rose. En tekande er en tekande. Bogstavelige erkendelser, der sætter tingene på plads og ikke lover mere, end der kan holdes.

Tingen er motivet. Uden ting, intet billede. Der var en gang en ting og en tekande. Ting kan være omfattende. Det kan for eksempel være alting. Hele universet. Så bliver det så stort, at tekanden forliser. Det bliver en mængdebetegnelse.

Nyhed i radioavisen: ”Der er fundet en arm...” Det er fra ubåds mordet.

Hvis den er løsrevet fra kroppen og dermed har mistet sin naturlige sammenhæng med kroppen, er den så blevet en ting i stedet for det, den var før? Nej, det bliver den aldrig. Ting er noget, mennesker har lavet.

Ole Tophøj december 2017 – revideret januar 2022

De Hovedløse er uønskede i Danmark

I de uvejsomme områder i udkanten af verden, hvor hvide mennesker endnu ikke havde sat deres fod blev de hovedløse fundet af hvide opdagelsesrejsende i 1300tallet. Også mange andre arter, racer og fænomener blev fundet af europæere i den tid, og beskrevet i fortællinger, der blev spredt i Europa via håndskrifter og illustrationer, for eksempel skyggefødder, hundehoveder, kykloper, kentaurer, havfruer m.fl. De blev opdaget og beskrevet som en slags antropologisk projekt. De blev ikke koloniseret og udbyttet som indianerne blev 2 århundreder senere, da spanierne opdagede Amerika omkring år 1500. Men måske skyldtes det ikke europæernes humanisme, men nærmere, at man ikke kunne finde dem igen.

Eksotiske dyr som elefant, giraf og andre, har været lige så fremmedartede og sensationelle, men har alligevel hørt til det virkeliges verden, ved vi nu. Har de hovedløse hørt til i den virkelige verden eller har der været tale om fantasi og indbildning? Vi er tilbøjelige til at placere dem i afdelingen for fantasi og fiktion, da vi ikke har antruffet dem på jorden siden. Skillelinjen mellem det virkelige – naturen – og det fiktive har været svag. Fantasiverdenen og usynlige fænomener har haft en stor plads i middelalderens virkelighed. Man har ikke haft forudsætninger for at skelne. Autoriteterne (kirken) har godkendt fabelvæsenernes eksistens. Dermed har de eksisteret.

Men nu de hovedløse – de er ikke sammensatte væsener som f. eks. Kentaurerne. De ligner sådan set bare mennesker, der er alternativt sat sammen. Vanskabninger for at sige det ligeud. Hvis man nu forudsætter, at de findes... Hvis de nu dukkede op igen og kom til Europa ligesom flygtninge og indvandrere fra andre lande. I de samme synkefærdige småbåde over Middelhavet. Hvordan ville vi tage imod dem? Kan de integreres i vores samfund? Hvad kan de overhovedet? Kan de fungere i vores civilisation? Er der muligheder i showbusiness? Eller bliver de, hvis de kommer hertil, udstødte, der må overleve som flaskesamlere og tiggere sammen med zigøjnerne.

Men den fysiognomi – med ansigtet applikeret på brystet på den måde kan der næppe være plads til meget hjerne mellem lungerne. Og hvad med bevidsthed? Kender de sig selv? Og hvad ellers har der måttet spares på i deres biologiske komposition? At holde hovedet højt er de selvsagt ikke i stand til. Er de derfor uden stolthed? Uden hoved er de 30 centimeter lavere end mennesket. De er små. Vi kan se ned på dem.

Ole Tophøj

august 2016